Team Rotary Favrskov doneret 20.000 kr.

Stor nyhed: Team Rotary Favrskov har doneret 20.000 kr. til VBF´s skyttelaug Hinnerup til skydesimulator.
Årsag: På vegne af VBF Skyttelaug Hinnerup har jeg søgt om støtte til en SCATT MX-02 skydesimulator og aftrykssensor, da det er en meget effektiv og udbytterig måde at skydetræne på samt en computer, så vi kan aflæse og analysere resultaterne.

Her er et uddrag af Rotarys besked:
”Tak for din ansøgning til Team Rotary Favrskov. Det er med glæde at jeg kan meddele dig at Team Rotary Favrskov har doneret 20.000 kr. til VBF´s skyttelaug Hinnerup til skydesimulator.
VBF´s skyttelaug forpligter sig til at invitere præsidenten for Hinnerup Rotary klub til et arrangement, hvor pressen er inviteret, og hvor donationen officielt bliver overrakt. Arrangementet må meget gerne være et arrangement der i forvejen afholdes, eksempelvis generalforsamling eller lignende.”

Her kan I læse, hvad vi får – det bliver vildt fedt:
SCATT er et elektronisk system, hvor man på en computerskærm med høj præcision kan se, hvordan sigtet bevæger sig før, under og efter man har skudt – dvs. alle bevægelser af våbnet. Det er meget brugbart, da man bedre kan optimere og målrette sin træning. SCATT viser de fejl, man laver, da den går ind og markerer, hvordan geværet bevæger sig.

SCATT aftrækkersensor anvendes sammen med skydesimulatoren. Den giver en ekstra dimension til SCATTs analyseresultater. Med den kan man aflæse, hvor hårdt man er oppe på aftrækket, og derved se, om aftrækket opbygges som ønsket.

SCATT skydesimulator og aftrækkersensor vil gøre det meget nemmere for vores trænere at hjælpe vores medlemmer med at udvikle sig og lave fokusområder.

Alle medlemmer i klubben får glæde af SCATT. Både børn, unge og voksne samt vores instruktører, som nu bedre kan målrette træningen, således skytten kan forbedre sig. GLÆD JER!
Vi siger tusind tak til Team Rotary Favrskov.