Randers Amtsavis har skrevet følgende:

HINNERUP: Passende påklædt i skjorter og med foreningens slips på sidder tre bestyrelsesmedlemmer klar ved morgenbordet for at fortælle om den forening, som betyder meget for dem. Nemlig Våbenbroderforeningen for Hinnerup og Omegn. Mandag 27. marts har foreningen 150 års jubilæum, og det bliver fejret med stor fest i Foldby Forsamlingshus 25. marts.

Foreningen så dagens lys efter krigen i 1864. Mange var blevet enke efter krigen, og mange soldater kom sårede hjem. Det var de mennesker, som man ville hjælpe i soldaterforeninger som våbenbrødrene i Hinnerup. Dengang talte foreningen op imod 800 medlemmer. Men foreningens formål ændrede sig op igennem det 20. århundrede med forskellige sundhedsreformer, som kom enkerne og soldaterne tilgode.

– Siden har vi mest været en social forening. Hidtil har man skullet have aftjent sin værnepligt i forsvaret eller hjemmeværnet, men det har vi blødt lidt op på. Hvis man har forsvarsvilje, dansk sindelag og kan bruge et gevær, så er man meget velkommen. Ellers kan de lære det af Steen, som er vores skydelærer, siger formand Knud Boye Nielsen med et glimt i øjet og kigger over på Steen Jensen og Kurt Friis fra bestyrelsen.

– Vi holder vores ting i hævd, og vi støtter forsvaret og ærer dem, som har gjort noget før os. Vi vil gerne rejse en sten for veteranerne i vores mindelund i Hinnerup, tilføjer Knud Boye.

– Vi har medlemmer, som ikke har været i forsvaret. Men de skal have tro til kronen og tronen, for dronningen er vores protektor, siger Steen Jensen, kasserer i foreningen.

 

Kongelig forbindelse

 

Nu er det kammeratskabet og sociale arrangementer, som er i højsædet hos våbenbrødrene. De har stadig en månedlig skydning på Rønbækskolen i Hinnerup. Desuden har man hvert år har en fugleskydning, hvor den som skyder en træfigur ned bliver årets fuglekonge, som det kendes fra andre skytteforeninger. Dertil er der julefrokost og udflugter til især forsvarsrelaterede museer og anlæg.

Forbindelsen til kongehuset er synlig i foreningens logo, hvor Frederik 7. gav tilladelse til at bruge rigsvåbnet i foreningens spæde begyndelse.

Foreningens nuværende 68 medlemmer er primært mænd, men der er også adgang for kvinder.

– Vi havde indtil for nylig et kvindeligt medlem. Hun havde været officer og var i hæren længere end nogle af os. Men især skydningen og interessen for forsvarer appellerer nok mest til mænd, men kvinder er velkomne, siger Steen Jensen.

Foreningen bryster sig endda af at være en af de ældste af sin slags i landet.

– Foreningen i Aarhus mener, at de er et år ældre end os, men de har skiftet navn undervejs, så det tæller ikke, siger Knud Boye, hvis oldefar og far også har været med i Våbenbroderforening for Hinnerup og Omegn.